Cykler, bukkejagt og jagttegnskursus i skoven

Jeg har altid haft en passion for efteråret. Træerne klæder sig i de smukkeste gule, grønne og røde nuancer. Trækfuglene gør klar til at tage turen sydover, og vinterens sne og kulde har endnu ikke gjort det til en udfordring at cykle sig en lang tur i skoven. Det gjorde jeg en flot oktobermorgen, hvor efterårssolens orangerøde stråler netop steg op over horisonten, da jeg nåede skovbrynet. Jeg lagde mærke til, at der stod et par cykler op ad et træ. Jeg genkendte straks den ene af de to cykler. En blå sportsmodel med et utal af gear, en designersaddel og flotte skærme. En rigtig drengecykel vil jeg mene, og det er netop, hvad min nevø er. Da han var lille, var det en kamp for min søster at få ham ned fra havens træer eller hjem fra de nærliggende marker. Der var altid et eller andet, han lige skulle ordne ved sin hule i haven eller sin cykel. Han blev bedre til at sidde stille, jo ældre han blev, og i dag gik det vist helt godt i gymnasiet. Jeg undrede mig dog over, hvorfor hans cykel stod i skovbrynet, så jeg steg af cyklen og gik langsomt gennem skoven.

Jeg havde ikke gået mange meter, før jeg hørte et latterudbrud, så jeg styrede i retning af stemmerne. I en lille lysning stod Christoffer omgivet af fire andre. En ung fyr på hans egen alder og tre voksne mænd. De så overrasket på mig, da jeg dukkede op. De havde vist ikke regnet med at se andre mennesker i skoven så tidligt en søndag morgen. Christoffer lyste op i et stort smil og præsenterede mig for de andre. Han og en gymnasiekammerat var begyndt på et jagttegnskursus et par uger tidligere, og underviseren havde taget dem med på bukkejagt denne morgen. De skulle se, hvordan en jagt foregik og samtidig assistere jægerne i at trykke rådyrene. Nu stod drengene og beundrede jægernes haglgeværer og deres tøj, som måske ikke var moderigtigt, men uden tvivl både praktisk og varmt. En af jægerne havde en lille og sikkert meget dyr kikkert om halsen, mens en anden viste en stor, flot kniv frem. Christoffer og hans kammerat spurgte ivrigt til deres udstyr samt jagttider for rådyr, hare og ræv.

Jeg smilede lidt ad denne nye drengehobby, som Christoffer havde valgt, mens jeg langsomt gik tilbage til skovbrynet og skovvejen, hvor drengenes cykler stod. Samtidig priste jeg mig lykkelig over, at jeg havde valgt cyklen som transportmiddel denne morgen. Havde jeg taget bilen ud i skoven, var jeg aldrig kommet forbi drengenes cykler, og så havde jeg aldrig set, hvor lykkelig Christoffer syntes at være for sin nye interesse.